Hej og velkommen på min blog. Her skriver om de ting, der optager mig: Samfund, kirke, teologi, spiritualitet, musik, sprog....

24 august 2005

baptist med lille "b"


af Ole Lundegaard

Er baptister protestanter?
Som baptister er vi vant til at tænke på os selv som protestanter. De fleste af os har gode venner, der tilhører andre protestantiske kirkesamfund. Dem har vi meget godt fællesskab med, men alligevel vil mange af os have haft oplevelsen af, at vi, ligheder til trods, afviger fra fx lutheranere på så væsentlige punkter, at det kan være svært at se, at vi hører til samme familie – udover at vi heller ikke er katolikker!
Den amerikanske baptist-teolog James Wm. McClendon havde netop den oplevelse, da han underviste først på et katolsk og siden på et protestantisk universitet. Det førte ham til den erkendelse, at der ikke bare er to kirketyper – protestanter og katolikker, men også er en tredje type, som han kalder ”small-b-baptists”, ”lille-b-baptister”. Til den gruppe hører vi naturligvis, men til familien hører også andre, der ikke nødvendigvis bruger etiketten ”baptist”. McClendons pointe med denne karakteristik er ikke at lave nye skel, men at øge selvforståelsen hos denne tredje type kristne.

”Dét” er ”dette”
Hvad kendetegner så den tredje (eller fjerde, hvis vi også inddrager den ortodokse kirke) type kirke? McClendon udtrykker det i to udtryk: ”This is that” og ”Then is now”. Det kræver en forklaring. ”This is that” – ”Dét er dette (her)” illustreres af Peters tale på pinsedagen (Ap.G. 2:16-21), hvor han citerer profeten Joels vision om Messiastiden og indleder med at sige, at ”her sker det”. Altså, det, I ser ske nu, er dét, som profeten talte om. Det, der tales om i skriften, er ikke fortid men nutid. ”This is that”.

”Engang” er ”nu”
På samme måde med ”Then is now” – ”Engang er nu”. Det rige, som engang skal komme, er allerede virksomt her og nu. Bibelens tale om ”den sidste tid” er ikke information om noget, der endegyldigt skal ske engang, men om det, der allerede nu er endegyldigt!

Ud over denne grundholdning til bibelens levende vidnesbyrd, som disse to udtryk repræsenterer, kendetegnes ”lille-b-baptister” også derved, at de betragter 1500-tallets anabaptister som deres åndelige ophav, om end de ikke har direkte historisk forbindelse til dem.

At man ikke sådan uden videre kan sætte baptister, lutheranere, reformerte i samme bås, støttes også fra kirkehistorisk side ved at man taler om anabaptisternes fremvækst som ”den radikale reformation”. Anabaptisterne var ikke en entydig størrelse, men der har været visse gennemgående træk hos denne type kristne, lige fra de schweiziske over de tyske, hollandske og tidlige engelske grupper, nemlig troendes dåb, adskillelse af stat og kirke samt religionsfrihed.

Ud over McClendon er den amerikanske teolog John Howard Yoder en af dem, der i løbet af 1980´erne og 90´erne hjalp os til at genopdage den spirituelle arv fra anabaptisterne. Yoders lille bog ”Body Politics” udkom i foråret 2005 i dansk oversættelse på Unitas forlag under titlen ”Kirke med krop”.

Hvad er den åndelige arv fra anabaptisterne?
Det er der skrevet meget om især i de seneste 20-25 år. Der er sket en udvikling, hvor lille-b-baptister i højere grad selv sætter dagsordenen for den teologiske tænkning. I mange år har vores dagsorden i virkeligheden været sat af andre. Vi har følt os forpligtet til at tale med om de punkter, som lutheranere og katolikker har fundet essentielle: Dåb, nadver, embedssyn (og sakramentsteologi som sådan). Men kristne af typen ”lille-b-baptister” betoner selv i højere grad evangeliets liv i menighed og samfund frem for læren om evangeliet bedrevet som en akademisk disciplin. Det betyder fx, at hvis vi som lille-b-baptister selv satte dagsordnen for en samtale om dåb, ville den snarere dreje sig om, hvad efterfølgelse af Kristus betyder ganske konkret, end om hvorvidt dåben i sig selv er frelsende eller ej (det er det, lutheranere og katolikker ønsker at diskutere). Hvis vi selv satte dagsordenen for en samtale om nadveren ville den dreje sig om, hvordan vi brødføder de sultende og åbner fællesskabet for de ensomme og udstødte, som Jesus gjorde, når han spiste sammen med toldere og syndere, snarere end om hvorvidt indstiftelsesordene i sig selv virker en forvandling af nadverelementerne eller ej. Vi ville gå højere op i, hvordan vi lever med hinanden, herunder hvordan vi løser konflikter og arbejder for forsoning internt såvel som andre steder inden for fællesskabets indflydelsessfære, end i hvorvidt der er knyttet særlig myndighed til bestemte kirkelige embeder eller ej. Vi ville søge veje til at gøre menigheden til et forbillede på forsoning og et tegn på det rige, der (allerede nu) er endegyldigt.

Kendt for sin åbenhed
At være baptist med lille ”b” betyder at tilhøre den type kristne, der bestandigt orienterer sig ud fra NTs vidnesbyrd, og som allerede nu vover den farlige virksomhed, at leve i lyset af det rige, som skal komme. Det er dog ikke en virksomhed, man selv øver, men først og fremmest en virksomhed, man åbner sig for at lade Ånden udvirke i, gennem og under vore handlinger. På den åbenhed – for at lade Kristi Ånd bo og virke i den enkelte og i fællesskabet – kan man kende en lille-b-baptist.

10 Comments:

Blogger Frank Christiansen said...

Hej Ole og velkommen til bloggeriet... jeg er sikker på at du vil få en stor læserskare. Har gjort lidt reklame for dig. Ses!

3:32 PM

 
Blogger MortenJosefsen said...

Hej Ole. Velkommen til bloggosfæren. Glæder mig til at følge med i dine inputs.
- Morten Josefsen

1:04 PM

 
Blogger Lasse Bech said...

Hej Ole
Så via Thomas Willers blog, at du er begyndt. Det glæder mig. Det er nogle interessante tanker, som ligner overvejelser jeg selv gør mig om mine kirkelige rødder, der som jeg ser det også er stærkt inspirerede af anabaptisterne.

Glæder mig til vi mødes snart i præstekredsen i Lyngby.

9:41 PM

 
Blogger Unknown said...

Hej Ole!

velkommen i bloggerworld... ;) Glæder mig til at læse mere

11:31 PM

 
Blogger Anders Hyldgård said...

Endnu en hjertelig velkomst.. Denne gang fra Andersdrengen.

4:49 PM

 
Blogger Jesper Lundegaard said...

Hej Ole. Så blev du også blogger. Er selv kun lige begyndt.

12:06 PM

 
Blogger Ole Lundegaard said...

Tusind tak for den varme velkomst! Og tak for kommentarerne til det lille indlæg. Det er egentlig skrevet til det næste nr. af baptist.dk, men jeg synes det ku være sjovt at se lidt kommentarer til det (Jeg håber ikke baptist.dk bliver sure!). Glæder mig til at udveksle tanker og ideer.

2:52 PM

 
Blogger Ole Lundegaard said...

Thomas, jeg er helt enig med dig. Det er en bevægelse, der går på tværs. Der findes "lille-b-baptister" i alle konfessioner. De store dogmatiske systemer har det jo svært i det postmoderne, og styrken ved det anabaptistiske perspektiv (og dets aktualitet) er jo netop at det ikke først og fremmest læren, men livet - eller praxis - det handler om. Spændende er det dog, hvilke former dette liv kan antage....

3:05 PM

 
Blogger Ole Lundegaard said...

Hej Thomas
Det er en meget interessant kommentar, og jeg er såmænd ikke (så) uenig med dig. Selve betegnelsen "baptist med lille b" er for mig ikke et begreb, vi skal til at "lancere" i den kirkelige debat. Der er ikke noget korstog i den, men den gemmer for mig (og jeg vil tro for de andre der bruger begrebet) en ny forståelse af, hvad den kirketradition, jeg selv tilhører, har at byde på, som både er en vigtig stemme fra historien og en et nutidigt bud på den kristne tros konkrete, samfundsmæssige og spirituelle rolle.
Min formulering vedr. lutheraneres og katolikkers dagsorden i debatten om dåb og nadver er ganske nøgtern. Der er forskellige dagsordner - og økumeni handler ikke om at lade som om forskelle ikke eksisterer, men at forsøge at leve med dem i et forsonet (ikke nødvendigvis enigt) fællesskab. Jeg tror de konfessionelle forskelle er så dybe, at de ikke bare forsvinder. Og skal de forsvinde på en sådan måde, at de ikke bare dukker op og rammer os i nakken, når vi lige tror, vi har lagt dem bag os, skal de FORSONES ikke glemmes. Det er det samme som i et ægteskab, hvor noget går galt. Forsøger man bare at lade som ingenting og tænker man kan tie et problem til ophør eller tiden vil forandre det hele, vender problemet bare tilbage igen, og det viser sig, man slet ikke er nået videre.
Men den præcisering af det bibelske indhold i dåben og nadveren, binde-og-løse-myndigheden, som fx Yoder fremfører, er et nødvendigt og betimeligt korrektiv - uanset hvilke debatter og rynkede pander det måtte skabe hos lutheranere og katolikker!

Det er et meget åbent spørgsmål, synes jeg, om de gamle skel er passé. De er i hvert fald ikke væk bare fordi vi kigger en anden vej. Jeg er ikke ude på at grave grøfter eller bevare dem, men samtidig er jeg vis på, at så dybe forskelle, der har været og stadig findes i mellem konfessionerne (jf. fx diskussionerne om Broder Rogers deltagelse i communionen ved pave Johannes Paul II´s begravelse) forsvinder ikke så let. Men altså, der er ikke lagt op til et korstog fra min side, men til en øget bevidsthed og åbenhed omkring en vigtig stemme i historien og en nødvendig stemme i både kirke og samfund.

10:30 PM

 
Blogger Ole Lundegaard said...

Kære Lone og Thomas
Det jeg glæder mig over hos Yoder/McClendon/Parushev o.a. er, at jeg synes jeg får et bedre, mere dynamisk bidrag at bringe i den tværkirkelige samtale. Jeg kan også blive irriteret/bedrøvet (og ind imellem få kvalme) over baptistisk selvgodhed, som den ind imellem kommer til udtryk i vores syn på andre kirker, hvor vi mener, at vi selv er helt fremme i skoene, mens fx vores stakkels folkekirkevenner må hensygne i et mat eller ikke-eksisterende menighedsliv. Den går ikke, og selvgodhed er en variation af hovmod og udover at gøre andre skade, gør den en selv til grin. Samtidig er det jo desværre ikke bare et baptistisk fænomen med selvgodheden! Den findes i alle traditioner. Jeg deler helt din drøm, Thomas, udtrykt med Driscols ord. Jeg hørte for en del år siden den amerikanske pinsepræst Jack Hayford til en konference holde en prædiken med titlen "A Passion for fulness". Det blev for mig selv en øjeåbner for forståelsen af, at enhver konfession er et stykke af en mosaik.
Den nye gamle fokus hos Yoder og andre mener jeg kan være med til at tilføje mosaikken et stykke, som moderne baptisme har været alt for tilbageholdende med at løfte frem på en positiv måde.
Hvis Gud ikke er død, er kirkernes fremtid sammen - ikke hver for sig. Så lad os endelig, Thomas, omfavne forskelligheden i en erkendelse af, at vores egen lille brik er en del af en fin mosaik. Hvis baptister med lille b virkelig har det i deres tradition at virke en sådan forsoning, så må vi virkelig håbe, at vi kan være være gode forvaltere af den arv. Det er, som jeg ser det, Yoders/McClendons og andres pointe - ikke selvhævdelse og selvgodhed.

11:13 PM

 

Send en kommentar

<< Home