Et eneste behov

Jeg har aldrig været stor tilhænger af andagtsbøger. Har aldrig selv haft den store glæde af dem. Men én er jeg nu nødt til at anbefale venner - og fjender, simpelthen fordi den har givet mig mange gode kairos-øjeblikke. Wilfrid Stinissen vil være kendt af mange. Flere af hans bøger er oversat til dansk. Jeg tror dog ikke denne, men den er let læselig på svensk. "I dag är Guds dag" hedder den (ISBN 9171953949), og der vil være noget at hente både for den nye og den erfarne i troen. Her får I en lille smagsprøve fra stykket til d. 9. september.

Et eneste behov
Under udviklingen af et sundt liv i bøn er det typisk, at bønnen, efter først at have været et begær efter først det ene og så det andet, efterhånden retter sig ind mod et eneste mål. I stedet for at bede: Herre, giv mig flere penge, giv mig et godt helbred, giv mig venner, beder man i stadig større grad: Herre, lær mig at elske, giv mig kærlighed, vis dit ansigt, send din Ånd over mig.

Ifølge en gammel definition er bøn at anråbe Gud om det, man behøver. I begyndelsen synes du, at du har behov for mange forskellige ting, men efterhånden bliver behovene færre. Til slut reduceres og koncentreres alt i et eneste behov: behovet for Gud selv, behovet for Hans hellige Ånd.

Evangeliet beretter, hvordan Jesus jublede i Helligånden. Det er også først og fremmest i jubel og lovprisning, at Ånden kan fylde dig.

Et menneskes liv er ofte så småtskårent og fattigt, fordi man opfatter sig selv som verdens centrum. Men i lovprisningen rykkes vi løs fra os selv og bliver rodfæstede i Gud. Og da får vi en uanet evne til at tage imod Helligånden.

Hvor befriende er det ikke, når vi formår at overvinde misundelse og lykønsker et andet menneske med vedkommendes lykke. Så bliver vi selv delagtige i det menneskes glæde. Hvordan skal det da ikke blive, når vi ”lykønsker” Gud for, at Han er den Han er og gør alt godt! Hans eget liv, hans Ånd, flyder ind i os med en glæde uden grænser.