Hej og velkommen på min blog. Her skriver om de ting, der optager mig: Samfund, kirke, teologi, spiritualitet, musik, sprog....

09 marts 2006

Regler for verbal krigsførelse (bragt i Kristeligt dagblad, 9. marts 2006)
Ytringsfriheden er en grundpille i et demokratisk samfund. Den sikrer, at vi ordner vores mellemværender med skarpe ord i stedet for skarpe knive. Men som der er regler for krigsførelse (fx forbud mod anvendelse af biologiske og kemiske våben og regler for hvordan krigsfanger skal behandles), sådan er der en række uskrevne love for den verbale krigsførelse. Selvom jeg måtte have en ”ret” til at håne og nedværdige min kone eller mine børn, vil jeg ikke gøre det – heller ikke for at lære dem en lektie – for jeg har også en vis anstændighed. Desuden kan man aldrig bruge hån og latterliggørelse til at fremme dialog. Og dialog er præcis, hvad der er brug for, når man lever i et samfund, der måske ikke bekender sig som multikulturelt, men som i kraft af sine voksende minoriteter allerede er det!
En ledende politiker i et dansk politisk parti med en ikke ringe indflydelse på landets lovgivning sagde for nogle uger siden i et radiointerview noget i denne retning: ”Hvis jeg vågner op en morgen og har lyst til at være intolerant, så er jeg intolerant. Det er min ret!” Sådan siger man, når man ikke respekterer reglerne for ordentlig meningsudveksling i et demokrati! Det er en dybt udemokratisk udtalelse, og en attitude, som man normalt møder hos uopdragne og forkælede børn, der ikke har lært at tage hensyn til andre. De fleste af os plejer ikke at synes, at det er særlig rart selskab.
Et sundt demokrati kendes på den anstændighed og respekt, hvormed det behandler sine minoriteter. Men måske er det lige præcis her skoen trykker i Danmark. Vi er ikke gode til det med minoriteter! Det ærgrer lidt, at der er nogen, der anderledes end flertallet. Det var meget lettere, hvis de andre var ligesom os. Men det er de altså ikke, og selvom man ikke behøver at fremme samfundets udvikling hen imod det multikulturelle, er det danske folk nødt til at erkende, at det danske samfund allerede er det. Derfor er der både brug for en god tone og en klar lovgivning, så flertallet ikke forstår deres ret som en ret til at tilsidesætte eller latterliggøre landets minoriteter, og så minoriteter ikke føler sig presset ud i en tilsvarende modreaktion af illoyalitet og foragt for de værdier, det danske samfund er baseret på.
Kriminel og landsskadelig virksomhed, der udøves af repræsentanter for en minoritet, skal naturligvis mødes med konsekvens og alvor. Vi har en straffelov, der træder i kraft i sådanne tilfælde, og her handler det ikke om at være forstående og eftergivende. Men at kriminalisere en hel befolkningsgruppe eller religion p.g.a. af enkelte gruppers eller personers fremfærd, sådan som det er blevet politisk acceptabelt i de senere år, er uanstændigt og ødelæggende for demokratiet. Den slags er en større fare for demokratiet, end når man føler, man må nedtone sine ord og udtryk i en debat. Sådan noget hedder ikke ”selv-censur” men ”besindelse” og er et udtryk for en ægte demokratisk indstilling.

3 Comments:

Blogger Lasse Bech said...

Jeg er fuldstændig enig!

Jeg begriber i øvrigt ikke, at Uffe Ellemann og forskellige erhvervsfolk bliver kritiseret for at sige, hvad der er fuldstændigt indlysende.

4:44 PM

 
Blogger Frank Christiansen said...

...også helt enig (tør næsten ikke at være andet i disse tider:)) Men er det vanskelige ikke netop i selve håndhævelsen og afmærkningen af grænseområderne? I vores lille familie holder vi hinanden i skak og hjælper hinanden med at sætte grænser, men sommetider flyttes grænsen også for hvad der er acceptabelt og vi får sagt ting til hinanden vi bitterligt fortryder. I min menighed er det ikke meget anderledes, og til menighedsmøderne eskalerer det ofte, hvor den ene bemærkning sluger den anden, og den ene kommentar bliver mere firkantet end den foregående. I familien, i menigheden og i vores samfund, kommer vi ikke udenom at vi ikke altid kan læne os op af og nøjes med vores selvkritik og besindelse. I en dialog kan man blive enige om at være uenige, men langt oftere vil det måske være mere frugtbart at 'vende den anden kind til', og lade handling tale højere end ord? Men min frustration er nok, at meget få, hvis ingen, tør at gøre sig til dommer for den verbale krisførelse. Er det i det hele taget muligt at indføre en 'omgangstone', og hvordan gøres det bedst, hvis vi f.eks. taler familie og menighed før vi taler samfund?

11:04 AM

 
Blogger Ole Lundegaard said...

I ikke-voldstænkningen er en af grundpillerne, at man ikke kan uddrive ondskab med mere ondskab. Vold avler vold. Had avler had. Mistro avler mistro. "The war to end all wars" er idioti. Kun den gode handling kan bryde voldens og ondskabens cirkel. Det er ligesom med vores børn. Vi kan ikke skælde dem ud til at være gode og kærlige. Det kan vi kun elske dem til, men det betyder ikke, at vi ikke må tage konflikter med dem og skælde ud, når de udviser en adfærd, der potentielt fører dem forkerte vej, eller er egoistisk og skadelig for dem selv og andre.
Det synes jeg også er tilfældet med "omgangstonen" i en familie eller en menighed. Vi oplever det nok tydeligst eller oftest i familien, hvor en dårlig tone kan forpeste og ødelægge en dag, en aften - eller livet! Hvis ikke en stopper op og "holder inde" (interessant udtryk, i øvrigt!), eskalerer det. I menigheden er skaden ligeså stor, men her er det som om ingen, som du selv nævner, tør tage ansvaret for at holde inde, sætte på plads. Habermas (og Yoder og andre) er konstruktive på det område, synes jeg.

3:35 PM

 

Send en kommentar

<< Home