Lederskab

Her er en lille ting, der kommer i næste nr. af Baptist.dk/Magasinet. Ku´ vær´ sjovt at høre nogle synspunkter....

Lederskab – for alvor …
af Ole Lundegaard
Der har været sagt og skrevet meget om lederskab i de senere år. Både i kirke, erhvervsliv og i den politiske verden har vi nu i flere år messet ”lederskab”. Hvis man i dag vil være med helt fremme, skal man bruge mantraet ”lederskab”. Der har været holdt kurser og seminarer i lange baner. Jeg vil vove den påstand, at man skal være heldig for at finde en præst i en af frikirkerne, der ikke på et eller andet tidspunkt har fået tegnet en lederprofil gennem et mere eller mindre professionelt program. Samtidig har vi afsøgt bibelen for særligt åndelige ledelsesprincipper. Den afsøgning foretages som regel af folk i lederpositioner og plejer at nå til den konklusion, at lederne skal have mere at skulle have sagt!

Den lettere ironiske tone til trods er jeg faktisk ikke modstander af, at vi tager ved lære af fx erhvervslivets modeller, der hvor de giver mening, og da slet ikke at vi læser bibelen for at finde vejledning. Og jeg er også enig i, at godt lederskab er afgørende vigtigt i en menighed. Ironien skyldes den enfoldighed, hvormed vi kaster os over et emne i håbet om, at her findes den indtil nu skjulte nøgle til succes (som vi mener, består i menighedens talmæssige vækst).

Så vidt jeg kan se, begyndte denne fokus på lederskab i frikirkerne som en del af menighedsplantningsbølgen i 1990´erne, men nu har vi så godt som droppet de store ord om menighedsplantning. Det viste sig nemlig at være temmelig svært, og visionerne om hundredvis af nye menighedsfællesskaber, vi ville plante inden år 2000, sidder tilbage som en bitter smag af flovhed. Nu er mantraet så lederskab i stedet. Hvis bare vi får fundet de bibelske principper for lederskab – som hidtil har været skjult for verden – så skal I bare se, hvor godt det kommer til at gå … bilder vi os selv ind.

At lederskab faktisk er afgørende vigtigt, ser vi bl.a. hos Paulus. Men det er lederskab som noget dybere og alvorligere end de metoder eller principper, vi låner fra erhvervslivet eller det, der fungerer som pop-ord blandt frustrerede frikirkefolk.

En leder går foran
Paulus vidste, at en leder er en, der går foran. Han taler ikke om at gå foran. Han beordrer ikke andre til at gå en vej, han ikke selv går. En leder går foran. Punktum. Og ikke på en hvilken som helst måde. Han går foran som den, i hvis liv og livsførelse menigheden ser Kristus! Så kort kan kristent lederskab beskrives. Det kan godt være, at det ikke lyder særlig smart og originalt, men vi er nødt til at acceptere, at det er det, det handler om.

Nogle har flittigt peget på vigtigheden af et ”stærkt” lederskab, fx et ældsteråd, der klart tegner kursen for menigheden, og hvis beslutninger forventes bakket op af alle . Ind i mellem er et sådant system blevet bibelsk begrundet. Der kan muligvis findes skriftsteder, der peger i den retning, men Ny Testamente peger ikke på én entydig ledelsesmodel for en kristen menighed! Det samme er tilfældet, hvis man vil argumentere for et demokratisk ledelsesprincip, hvor alle menighedens medlemmer forventes at tale med om kursen og træffer beslutningerne – og nogle driver demokratiet ud i dets mindst flatterende sider med manipulation og skjulte dagsordner.

Det mest oversete i NT
Pointen er, som sagt, at NT ikke klart understøtter én enkelt lederskabsmodel. Der peges til gengæld entydigt på en særlig karakter, hos den, der går foran. Det kan vi fx læse i 1 Korinterbrev kap. 4, der er det mest oversete kapitel, når man søger det stof, bibelsk lederskab er gjort af. Hovedpointen i Paulus´ definition af lederskab er her, at kristent lederskab (ikke underligt) har Kristi præg. Hvis Kristus blev foragtet, må den kristne leder ikke forvente andet, jf. hvad Jesus også selv siger i fx Matt 10:25. Hvis Kristus blev hånet, hvordan skulle gå den kristne leder anderledes?

I en menighed eller en kristen institution vil flere forskellige modeller for lederskab kunne fungere, og enhver model vil også kunne misbruges. Et lederskab er nemlig aldrig bedre, end de personer, der udgør det. Ud fra den vinkel kan man lave de lederskabsmodeller man vil, gøre alt superdemokratisk eller lade en enkelt person bestemme alt; det vil stadig kunne fungere, hvis den, der går foran i et og alt er Kristuslig – eller i det mindste har den intention. Der kan så være andre årsager til, at det ikke er en god idé at lægge al myndighed i hænderne på en enkelt person, men det er for så vidt en anden diskussion.

Modige ledere
Vi har brug for stærke ledere, hører vi ofte. Jo, for så vidt at stærk betyder, at man har mod til at gå foran i arbejdet, ikke agter sig selv højere end andre, ikke søger personlig vinding, er et forbillede i tro og udholdenhed, ikke er stridbare osv. (læs selv Timoteusbrevene og Titusbrevet) så er det da rigtigt nok. Men måske skulle vi hellere tale om modigt lederskab. At gå foran i et arbejde, der ikke giver berømmelse og anseelse, men hårdt slid og ringe tak – det kræver mod. At stå frem og sige det upopulære, mens tidens modevinde – som jo også blæser i kirkelige kredse – siger noget andet, det kræver også mod. Gennem profetisk handling at råbe en lunken kristenhed op, så den tager det alvorligt at følge Kristus, det kræver mod.

En funktion af Gudsriget
Kristent lederskab er en funktion af Gudsriget, og som sådan helt bundet til det. Vi kan sagtens lære af moderne ledelsesteorier i forhold til det håndværk, det er at få en organisation til at virke og vokse, men isoleret set er dét jo ikke målet for den kristne menighed! Målet er at være et tegn på det rige, som Kristus bringer, et rige, der hviler på helt andre værdier end dem, der dominerer et personfikseret, overforbrugende (det gælder også store ord!), vækstfikseret samfund.

Ledere er vigtige, og det er også vigtigt, at vi følger de ledere, der gennem deres liv har vundet troværdighed. Ikke at vi gør det med hovedet under armen – det har aldrig været meningen. Det er ligeså dumt at følge en leder, der kun har det i munden, som ikke at følge den, der med sit liv vidner om Jesus og det rige, han en dag skal bringe i hele sin fylde.

Et eneste behov

Jeg har aldrig været stor tilhænger af andagtsbøger. Har aldrig selv haft den store glæde af dem. Men én er jeg nu nødt til at anbefale venner - og fjender, simpelthen fordi den har givet mig mange gode kairos-øjeblikke. Wilfrid Stinissen vil være kendt af mange. Flere af hans bøger er oversat til dansk. Jeg tror dog ikke denne, men den er let læselig på svensk. "I dag är Guds dag" hedder den (ISBN 9171953949), og der vil være noget at hente både for den nye og den erfarne i troen. Her får I en lille smagsprøve fra stykket til d. 9. september.

Et eneste behov
Under udviklingen af et sundt liv i bøn er det typisk, at bønnen, efter først at have været et begær efter først det ene og så det andet, efterhånden retter sig ind mod et eneste mål. I stedet for at bede: Herre, giv mig flere penge, giv mig et godt helbred, giv mig venner, beder man i stadig større grad: Herre, lær mig at elske, giv mig kærlighed, vis dit ansigt, send din Ånd over mig.

Ifølge en gammel definition er bøn at anråbe Gud om det, man behøver. I begyndelsen synes du, at du har behov for mange forskellige ting, men efterhånden bliver behovene færre. Til slut reduceres og koncentreres alt i et eneste behov: behovet for Gud selv, behovet for Hans hellige Ånd.

Evangeliet beretter, hvordan Jesus jublede i Helligånden. Det er også først og fremmest i jubel og lovprisning, at Ånden kan fylde dig.

Et menneskes liv er ofte så småtskårent og fattigt, fordi man opfatter sig selv som verdens centrum. Men i lovprisningen rykkes vi løs fra os selv og bliver rodfæstede i Gud. Og da får vi en uanet evne til at tage imod Helligånden.

Hvor befriende er det ikke, når vi formår at overvinde misundelse og lykønsker et andet menneske med vedkommendes lykke. Så bliver vi selv delagtige i det menneskes glæde. Hvordan skal det da ikke blive, når vi ”lykønsker” Gud for, at Han er den Han er og gør alt godt! Hans eget liv, hans Ånd, flyder ind i os med en glæde uden grænser.

Citat: "Den, der ikke tager ved lære af historien, vil kun høste umoden frugt af kundskabens træ" Ernst Käsemann, NT teolog.