Hvornår er det "nu"?

Debatten om hvorvidt præster kan kritisere en regerings politik (i det aktuelle tilfælde i forhold til afviste irakiske asylsøgere) rejser spørgsmålet: Hvornår kan de det? For historien viser med tydelighed, at de både kan og skal. Tillad mig at belyse emnet gennem at henvise til to erklæringer fremsat af kirkeledere med 70 års mellemrum og i to forskellige lande. Ligheden mellem de to er dog slående.

Den første erklæring er uden tvivl den bedst kendte. Det er den såkaldte Barmenerklæring, fremsat af Den bekendende Kirke i Tyskland i 1934. Udkastet blev skrevet af Karl Barth og Hans Asmussen og af andre bagmænd kan nævnes Martin Niemøller og en ung Dietrich Bonhoeffer. Erklæringen blev til som et modsvar mod det grundlag, der under ledelse af organisationen Deutsche Christen var blevet den tyske kirkes, et grundlag der i alt væsentligt sanktionerede Hitlers racepolitik og søgte at fastholde en særlig tysk kristendom. Også Hitlers ariske tanke blev indoptaget, og udover dens velkendte effekt i forhold til jøder, sigøjnere og andre ”afvigere”, vendte den også sin brod indad i kirken, idet der blev gjort skel mellem de sande tyske kristne, og de, der nok var kristne, men ikke tyske. Der var altså tale om en uhellig alliance mellem det nationale/racemæssige og det kristne.

Baggrunden for at Deutsche Christen havde fået så stor opbakning, som tilfældet var, er for omfattende at beskrive i en kronik, men den fascisme, som lå gemt deri, havde – som al anden fascime – sin grobund i frygt og had og unuanceret nationalisme. Foran den vogn spændte man kirken, men det viste sig jo med tiden – hvad nogle altså så fra starten - at dagsordnen var nationalistisk og ikke kristen. Efter 2. verdenskrig og drabene på tusindvis af ”afvigere” samt mordet på millioner af jøder sad tyske kristne tilbage med alvorlige tømmermænd og undrede sig over, hvordan det var kommet så vidt. Hvordan havde man som kristen kirke kunnet lade sig spænde for den nationalistiske og fascistiske vogn!

Barmenerklæringen blev som nævnt til allerede i 1934, altså før Krystalnatten (1938) og længe før koncentrationslejrenes gaskamre. Men på dette relativt tidlige tidspunkt, trådte en lang række teologer og præster i karakter og gik både staten og folkestemningen imod med deres erklæring, der i seks punkter beskrev de ting, man måtte anse for ufravigelige for den kristne tro. Hvert punkt indeholdt en specifik tilbagevisning af den ideologi, som Deutsche Christen og størstedelen af den tyske kristenhed stod bag i 1930´erne.

De seks tilbagevisninger lyder i overskrift: ”Vi tilbageviser ... 1) at der for kirken kan findes nogen anden lære og åbenbaring ved siden af den givet i Kristus, 2) at der er områder af vores liv, hvor vi ikke tilhører Kristus, men en anden herre, 3) at kirken kan opgive nogen del af sit budskab for at tjene en politisk ideologi, 4) at kirken kan og må overdrage nogen del af sin tjeneste til offentlig myndighed, 5) at kirken kan tjene som et organ for staten, og 6) at kirken kan stille sig i andres end Kristi tjeneste. (Hele erklæringen kan læses bl.a. på www.confessio.de).

Erklæringen fik ikke umiddelbart nogen afgørende indvirkning på hverken hovedstrømmen i den tyske kirkelighed eller på Hitlers regime, men set i historiens lys er det væsentligt, at der på så relativt tidligt et tidspunkt var kristne teologer og ledere, der sagde fra og kunne se det farlige i den kurs, staten såvel som kirken havde taget. Det var bl.a. også de tilbageværende ledere af Den bekendende kirke, der i 1945 stod bag med den såkaldte Stuttgarterklæring, hvori den Evangeliske kirke i Tyskland erklærede sin skyld i forhold til forbrydelserne under Hitlers regime og dermed gav mulighed for, at kirken igen kunne fungere under Kristi herredømme.

Den anden erklæring er muligvis ukendt for mange. Den stammer fra USA, er fra 2004 og bærer titlen Confessing Christ in a World of Violence. Baggrunden er Irakkrigen og den religiøst ladede retorik, Bush-administrationen i stigende grad har anvendt for at retfærdiggøre den. De mere end 200 fremtrædende amerikanske teologer og kirkeledere, der stod bag erklæringen, udtrykker bekymring for fremvæksten af en national krigsteologi, et øget religiøst/bibelsk sprogbrug i legitimeringen af krigen og Bush´ egen og andres henvisning til hans og USAs opgave i krigen mod terror som et guddommeligt ”kald”, en ”mission”.

Erklæringen er skåret over Barmenerklæringens læst og har fem punkter, der hver afsluttes med en tilbagevisning. I overskrift lyder de således: ”Vi forkaster den falske lære ... 1) at nogen nationalstat kan beskrives med ordene: ”Og lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det” (jf. den bibelske retorik brugt til legitimering af krigen), 2) at en krig mod terrorisme kan retfærdiggøre brugen af tortur, bombning af civile mål og brug af masseødelæggelsesvåben, 3) at Amerika er en ”kristen” nation, der repræsenterer ”det gode”, mens dets modstandere repræsenterer ”det onde”, 4) at noget menneske kan defineres som værende udenfor lovens beskyttelse, 5) at verden kan deles op i ”de gode” og ”de onde”, og at de onde er dem, der er imod USAs politik. (Bekendelsen kan findes bl.a. på www.sojo.net).

Der skal et længere perspektiv til at vurdere den fulde (eller udeblevne) virkning af den amerikanske erklæring, ligesom kun fremtiden kan vise, om den har den profetiske dimension, som tilfældet var med Barmenerklæringen. Men iagtagere hævder at kunne spore en vis nedtoning af den religiøse retorik hos Bush-administrationen i gennem det seneste års tid. Midtvejsvalget for nylig gav sejr til demokraterne og der peges på, at sejren bl.a. skyldes, at demokraterne havde held til at erobre den moralsk-religiøse dagsorden i den politiske debat. Det lykkedes at overbevise tilstrækkeligt mange kristne vælgere om, at krigsførelsen i Irak samt udbredt fattigdom og stadig større ulighed mellem rig og fattig i USA, er et større problem for kristen moral end fri abort og vielse af homoseksuelle! At amerikanerne nu i stigende grad vender sig mod krigen i Irak kan naturligvis ikke tilskrives en erklæring fra omkring 200 kirkeleder og teologer, men udviklingen stemmer med erklæringens mål.

Hvornår er en forkert udvikling i et samfund tilstrækkelig tydelig til, at det er tid at sige fra? Er regeringens lovgivning på udlændingeområdet og det sprogbrug som regeringen stiltiende accepterer fra sit støttepart i modstrid mod den moralske fundament, vi som kristne står på?

Den Bekendende Kirke i Tyskland protesterede mod en magt, der var legal (Hitlers politik var ”lovlig”) men i deres øjne illegitim. Kirkens ret og pligt til at protestere overfor kynisme og nedværdigende behandling af de svageste har altid været anerkendt. Historien viser det. I dag er der næppe nogen, der vil sige, at Barmenerklæringen var en fejltagelse! Og hvem vil mene, at præsterne Martin Luther King jr., Oscar Romero og Desmond Tutu overskred deres beføjelser ved at tale og aktionere politisk? Vil man ikke mene, at det netop er et troværdighedstegn, at de som kirkeledere gjorde, hvad de gjorde?

Det afgørende spørgsmål er altså ikke om præster, enkeltvis eller i grupper, tager bladet fra munden og taler eller aktionerer for eller imod en særlig sag – for det har historien vist er både nødvendigt og betimeligt. Spørgsmålet er hvornår det er ”nu”!
Nogle vil selvfølgelig mene, at præster skal holde sig fra den slags, fordi det skaber uro i kirken! Men uro i kirken synes at være en lille problem i forhold til den betænkelige udvikling i menneskesynet, der finder sted i Danmark i øjeblikket. Hellere råbe vagt i gevær tidligt, end vågne med tømmermænd!

Ole Lundegaard