Hvad blev der af ramaskriget?

I efteråret har vi oplevet en hidtil uhørt grov tone i den politiske debat, når det gælder indvandrere her i landet, især de muslimske. I forbindelse med de udtalelser, der var at finde på Dansk Folkepartis Louise Freverts hjemmeside, blev der skrevet en række indlæg i landets aviser, der udtrykte forargelse og væmmelse, men et egentligt ramaskrig blev det ikke til. Og den overvejende stilhed fra den regering, der støtter sig på mennesker med så grov en dagsorden, finder jeg tankevækkende og skræmmende. Det må være muligt at føre en ansvarlig og konstruktiv debat om indvandring og integration uden at forfalde til så primitivt et niveau, som det er tilfældet hos Dansk Folkeparti.
De første til at råbe som i Rama burde dog være de kristne kirker. Men også her var stilheden foruroligende stor! Martin Luther King sagde, at kirken ikke skal være statens herre, heller ikke dens slave, men dens samvittighed! Hvor groft skal det mon blive, før vi vågner op og hæver røsten?

Følg mig! Hvem er det nu, der skal følge hvem?

I evangeliet lyder Jesu kald: "Følg mig!" Men er det som om, vi har fået det vendt om i vores tid, så det nu er Jesus, der skal følge os? Har vi fået os selv blæst så voldsomt op i betydning, at hele verden - og Jesus - drejer (sig) om mig!? Vi siger (ganske rigtigt), at Jesus er hos os igennem alt. "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28:20). Men glemmer vi, at dette løfte gives i forbindelse med Jesu udsendelse af dem, der har valgt at følge ham, og som derfor stiller deres liv til rådighed for Guds rige? Vi moderne kristne trænger til at vågne op og finde ud af, hvor Jesus kalder os hen, fremfor at være så optaget af alle vores egne projekter, som vi gerne vil bruge Jesus som from undskyldning for.