Regler for verbal krigsførelse (bragt i Kristeligt dagblad, 9. marts 2006)
Ytringsfriheden er en grundpille i et demokratisk samfund. Den sikrer, at vi ordner vores mellemværender med skarpe ord i stedet for skarpe knive. Men som der er regler for krigsførelse (fx forbud mod anvendelse af biologiske og kemiske våben og regler for hvordan krigsfanger skal behandles), sådan er der en række uskrevne love for den verbale krigsførelse. Selvom jeg måtte have en ”ret” til at håne og nedværdige min kone eller mine børn, vil jeg ikke gøre det – heller ikke for at lære dem en lektie – for jeg har også en vis anstændighed. Desuden kan man aldrig bruge hån og latterliggørelse til at fremme dialog. Og dialog er præcis, hvad der er brug for, når man lever i et samfund, der måske ikke bekender sig som multikulturelt, men som i kraft af sine voksende minoriteter allerede er det!
En ledende politiker i et dansk politisk parti med en ikke ringe indflydelse på landets lovgivning sagde for nogle uger siden i et radiointerview noget i denne retning: ”Hvis jeg vågner op en morgen og har lyst til at være intolerant, så er jeg intolerant. Det er min ret!” Sådan siger man, når man ikke respekterer reglerne for ordentlig meningsudveksling i et demokrati! Det er en dybt udemokratisk udtalelse, og en attitude, som man normalt møder hos uopdragne og forkælede børn, der ikke har lært at tage hensyn til andre. De fleste af os plejer ikke at synes, at det er særlig rart selskab.
Et sundt demokrati kendes på den anstændighed og respekt, hvormed det behandler sine minoriteter. Men måske er det lige præcis her skoen trykker i Danmark. Vi er ikke gode til det med minoriteter! Det ærgrer lidt, at der er nogen, der anderledes end flertallet. Det var meget lettere, hvis de andre var ligesom os. Men det er de altså ikke, og selvom man ikke behøver at fremme samfundets udvikling hen imod det multikulturelle, er det danske folk nødt til at erkende, at det danske samfund allerede er det. Derfor er der både brug for en god tone og en klar lovgivning, så flertallet ikke forstår deres ret som en ret til at tilsidesætte eller latterliggøre landets minoriteter, og så minoriteter ikke føler sig presset ud i en tilsvarende modreaktion af illoyalitet og foragt for de værdier, det danske samfund er baseret på.
Kriminel og landsskadelig virksomhed, der udøves af repræsentanter for en minoritet, skal naturligvis mødes med konsekvens og alvor. Vi har en straffelov, der træder i kraft i sådanne tilfælde, og her handler det ikke om at være forstående og eftergivende. Men at kriminalisere en hel befolkningsgruppe eller religion p.g.a. af enkelte gruppers eller personers fremfærd, sådan som det er blevet politisk acceptabelt i de senere år, er uanstændigt og ødelæggende for demokratiet. Den slags er en større fare for demokratiet, end når man føler, man må nedtone sine ord og udtryk i en debat. Sådan noget hedder ikke ”selv-censur” men ”besindelse” og er et udtryk for en ægte demokratisk indstilling.