Hvornår er det "nu"?

Debatten om hvorvidt præster kan kritisere en regerings politik (i det aktuelle tilfælde i forhold til afviste irakiske asylsøgere) rejser spørgsmålet: Hvornår kan de det? For historien viser med tydelighed, at de både kan og skal. Tillad mig at belyse emnet gennem at henvise til to erklæringer fremsat af kirkeledere med 70 års mellemrum og i to forskellige lande. Ligheden mellem de to er dog slående.

Den første erklæring er uden tvivl den bedst kendte. Det er den såkaldte Barmenerklæring, fremsat af Den bekendende Kirke i Tyskland i 1934. Udkastet blev skrevet af Karl Barth og Hans Asmussen og af andre bagmænd kan nævnes Martin Niemøller og en ung Dietrich Bonhoeffer. Erklæringen blev til som et modsvar mod det grundlag, der under ledelse af organisationen Deutsche Christen var blevet den tyske kirkes, et grundlag der i alt væsentligt sanktionerede Hitlers racepolitik og søgte at fastholde en særlig tysk kristendom. Også Hitlers ariske tanke blev indoptaget, og udover dens velkendte effekt i forhold til jøder, sigøjnere og andre ”afvigere”, vendte den også sin brod indad i kirken, idet der blev gjort skel mellem de sande tyske kristne, og de, der nok var kristne, men ikke tyske. Der var altså tale om en uhellig alliance mellem det nationale/racemæssige og det kristne.

Baggrunden for at Deutsche Christen havde fået så stor opbakning, som tilfældet var, er for omfattende at beskrive i en kronik, men den fascisme, som lå gemt deri, havde – som al anden fascime – sin grobund i frygt og had og unuanceret nationalisme. Foran den vogn spændte man kirken, men det viste sig jo med tiden – hvad nogle altså så fra starten - at dagsordnen var nationalistisk og ikke kristen. Efter 2. verdenskrig og drabene på tusindvis af ”afvigere” samt mordet på millioner af jøder sad tyske kristne tilbage med alvorlige tømmermænd og undrede sig over, hvordan det var kommet så vidt. Hvordan havde man som kristen kirke kunnet lade sig spænde for den nationalistiske og fascistiske vogn!

Barmenerklæringen blev som nævnt til allerede i 1934, altså før Krystalnatten (1938) og længe før koncentrationslejrenes gaskamre. Men på dette relativt tidlige tidspunkt, trådte en lang række teologer og præster i karakter og gik både staten og folkestemningen imod med deres erklæring, der i seks punkter beskrev de ting, man måtte anse for ufravigelige for den kristne tro. Hvert punkt indeholdt en specifik tilbagevisning af den ideologi, som Deutsche Christen og størstedelen af den tyske kristenhed stod bag i 1930´erne.

De seks tilbagevisninger lyder i overskrift: ”Vi tilbageviser ... 1) at der for kirken kan findes nogen anden lære og åbenbaring ved siden af den givet i Kristus, 2) at der er områder af vores liv, hvor vi ikke tilhører Kristus, men en anden herre, 3) at kirken kan opgive nogen del af sit budskab for at tjene en politisk ideologi, 4) at kirken kan og må overdrage nogen del af sin tjeneste til offentlig myndighed, 5) at kirken kan tjene som et organ for staten, og 6) at kirken kan stille sig i andres end Kristi tjeneste. (Hele erklæringen kan læses bl.a. på www.confessio.de).

Erklæringen fik ikke umiddelbart nogen afgørende indvirkning på hverken hovedstrømmen i den tyske kirkelighed eller på Hitlers regime, men set i historiens lys er det væsentligt, at der på så relativt tidligt et tidspunkt var kristne teologer og ledere, der sagde fra og kunne se det farlige i den kurs, staten såvel som kirken havde taget. Det var bl.a. også de tilbageværende ledere af Den bekendende kirke, der i 1945 stod bag med den såkaldte Stuttgarterklæring, hvori den Evangeliske kirke i Tyskland erklærede sin skyld i forhold til forbrydelserne under Hitlers regime og dermed gav mulighed for, at kirken igen kunne fungere under Kristi herredømme.

Den anden erklæring er muligvis ukendt for mange. Den stammer fra USA, er fra 2004 og bærer titlen Confessing Christ in a World of Violence. Baggrunden er Irakkrigen og den religiøst ladede retorik, Bush-administrationen i stigende grad har anvendt for at retfærdiggøre den. De mere end 200 fremtrædende amerikanske teologer og kirkeledere, der stod bag erklæringen, udtrykker bekymring for fremvæksten af en national krigsteologi, et øget religiøst/bibelsk sprogbrug i legitimeringen af krigen og Bush´ egen og andres henvisning til hans og USAs opgave i krigen mod terror som et guddommeligt ”kald”, en ”mission”.

Erklæringen er skåret over Barmenerklæringens læst og har fem punkter, der hver afsluttes med en tilbagevisning. I overskrift lyder de således: ”Vi forkaster den falske lære ... 1) at nogen nationalstat kan beskrives med ordene: ”Og lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det” (jf. den bibelske retorik brugt til legitimering af krigen), 2) at en krig mod terrorisme kan retfærdiggøre brugen af tortur, bombning af civile mål og brug af masseødelæggelsesvåben, 3) at Amerika er en ”kristen” nation, der repræsenterer ”det gode”, mens dets modstandere repræsenterer ”det onde”, 4) at noget menneske kan defineres som værende udenfor lovens beskyttelse, 5) at verden kan deles op i ”de gode” og ”de onde”, og at de onde er dem, der er imod USAs politik. (Bekendelsen kan findes bl.a. på www.sojo.net).

Der skal et længere perspektiv til at vurdere den fulde (eller udeblevne) virkning af den amerikanske erklæring, ligesom kun fremtiden kan vise, om den har den profetiske dimension, som tilfældet var med Barmenerklæringen. Men iagtagere hævder at kunne spore en vis nedtoning af den religiøse retorik hos Bush-administrationen i gennem det seneste års tid. Midtvejsvalget for nylig gav sejr til demokraterne og der peges på, at sejren bl.a. skyldes, at demokraterne havde held til at erobre den moralsk-religiøse dagsorden i den politiske debat. Det lykkedes at overbevise tilstrækkeligt mange kristne vælgere om, at krigsførelsen i Irak samt udbredt fattigdom og stadig større ulighed mellem rig og fattig i USA, er et større problem for kristen moral end fri abort og vielse af homoseksuelle! At amerikanerne nu i stigende grad vender sig mod krigen i Irak kan naturligvis ikke tilskrives en erklæring fra omkring 200 kirkeleder og teologer, men udviklingen stemmer med erklæringens mål.

Hvornår er en forkert udvikling i et samfund tilstrækkelig tydelig til, at det er tid at sige fra? Er regeringens lovgivning på udlændingeområdet og det sprogbrug som regeringen stiltiende accepterer fra sit støttepart i modstrid mod den moralske fundament, vi som kristne står på?

Den Bekendende Kirke i Tyskland protesterede mod en magt, der var legal (Hitlers politik var ”lovlig”) men i deres øjne illegitim. Kirkens ret og pligt til at protestere overfor kynisme og nedværdigende behandling af de svageste har altid været anerkendt. Historien viser det. I dag er der næppe nogen, der vil sige, at Barmenerklæringen var en fejltagelse! Og hvem vil mene, at præsterne Martin Luther King jr., Oscar Romero og Desmond Tutu overskred deres beføjelser ved at tale og aktionere politisk? Vil man ikke mene, at det netop er et troværdighedstegn, at de som kirkeledere gjorde, hvad de gjorde?

Det afgørende spørgsmål er altså ikke om præster, enkeltvis eller i grupper, tager bladet fra munden og taler eller aktionerer for eller imod en særlig sag – for det har historien vist er både nødvendigt og betimeligt. Spørgsmålet er hvornår det er ”nu”!
Nogle vil selvfølgelig mene, at præster skal holde sig fra den slags, fordi det skaber uro i kirken! Men uro i kirken synes at være en lille problem i forhold til den betænkelige udvikling i menneskesynet, der finder sted i Danmark i øjeblikket. Hellere råbe vagt i gevær tidligt, end vågne med tømmermænd!

Ole Lundegaard

Apropos Da Vinci

På Sojouners hjemmeside stødte jeg på et interessant interessant synspunkt på Dan Browns "Da Vinci mysteriet" i et interview med (også aktuelle) Brian McClaren. Her er en lille smagsprøve. McClaren svarer på spørgsmålet:

What do you think the popularity of The Da Vinci Code reveals about pop culture attitudes toward Christianity and the church?
Brian McLaren: I think a lot of people have read the book, not just as a popular page-turner but also as an experience in shared frustration with status-quo, male-dominated, power-oriented, cover-up-prone organized Christian religion. We need to ask ourselves why the vision of Jesus hinted at in Dan Brown's book is more interesting, attractive, and intriguing to these people than the standard vision of Jesus they hear about in church. Why would so many people be disappointed to find that Brown's version of Jesus has been largely discredited as fanciful and inaccurate, leaving only the church's conventional version? Is it possible that, even though Brown's fictional version misleads in many ways, it at least serves to open up the possibility that the church's conventional version of Jesus may not do him justice?

og videre:

Do you think the book contains any significantly detrimental distortions of the Christian faith?
McLaren: The book is fiction and it's filled with a lot of fiction about a lot of things that a lot of people have already debunked. But frankly, I don't think it has more harmful ideas in it than the Left Behind novels. And in a certain way, what the Left Behind novels do, the way they twist scripture toward a certain theological and political end, I think Brown is twisting scripture, just to other political ends. But at the end of the day, the difference is I don't think Brown really cares that much about theology. He just wanted to write a page-turner and he was very successful at that.

Læs hele interviewet på http://www.sojo.net/.

Regler for verbal krigsførelse (bragt i Kristeligt dagblad, 9. marts 2006)
Ytringsfriheden er en grundpille i et demokratisk samfund. Den sikrer, at vi ordner vores mellemværender med skarpe ord i stedet for skarpe knive. Men som der er regler for krigsførelse (fx forbud mod anvendelse af biologiske og kemiske våben og regler for hvordan krigsfanger skal behandles), sådan er der en række uskrevne love for den verbale krigsførelse. Selvom jeg måtte have en ”ret” til at håne og nedværdige min kone eller mine børn, vil jeg ikke gøre det – heller ikke for at lære dem en lektie – for jeg har også en vis anstændighed. Desuden kan man aldrig bruge hån og latterliggørelse til at fremme dialog. Og dialog er præcis, hvad der er brug for, når man lever i et samfund, der måske ikke bekender sig som multikulturelt, men som i kraft af sine voksende minoriteter allerede er det!
En ledende politiker i et dansk politisk parti med en ikke ringe indflydelse på landets lovgivning sagde for nogle uger siden i et radiointerview noget i denne retning: ”Hvis jeg vågner op en morgen og har lyst til at være intolerant, så er jeg intolerant. Det er min ret!” Sådan siger man, når man ikke respekterer reglerne for ordentlig meningsudveksling i et demokrati! Det er en dybt udemokratisk udtalelse, og en attitude, som man normalt møder hos uopdragne og forkælede børn, der ikke har lært at tage hensyn til andre. De fleste af os plejer ikke at synes, at det er særlig rart selskab.
Et sundt demokrati kendes på den anstændighed og respekt, hvormed det behandler sine minoriteter. Men måske er det lige præcis her skoen trykker i Danmark. Vi er ikke gode til det med minoriteter! Det ærgrer lidt, at der er nogen, der anderledes end flertallet. Det var meget lettere, hvis de andre var ligesom os. Men det er de altså ikke, og selvom man ikke behøver at fremme samfundets udvikling hen imod det multikulturelle, er det danske folk nødt til at erkende, at det danske samfund allerede er det. Derfor er der både brug for en god tone og en klar lovgivning, så flertallet ikke forstår deres ret som en ret til at tilsidesætte eller latterliggøre landets minoriteter, og så minoriteter ikke føler sig presset ud i en tilsvarende modreaktion af illoyalitet og foragt for de værdier, det danske samfund er baseret på.
Kriminel og landsskadelig virksomhed, der udøves af repræsentanter for en minoritet, skal naturligvis mødes med konsekvens og alvor. Vi har en straffelov, der træder i kraft i sådanne tilfælde, og her handler det ikke om at være forstående og eftergivende. Men at kriminalisere en hel befolkningsgruppe eller religion p.g.a. af enkelte gruppers eller personers fremfærd, sådan som det er blevet politisk acceptabelt i de senere år, er uanstændigt og ødelæggende for demokratiet. Den slags er en større fare for demokratiet, end når man føler, man må nedtone sine ord og udtryk i en debat. Sådan noget hedder ikke ”selv-censur” men ”besindelse” og er et udtryk for en ægte demokratisk indstilling.

Kyrie eleison

Når vi råber "Herre, forbarm dig!" er det ikke angstens råb til en Herre, der har et sværd ved sin side, men bønnens råb til en Herre, der har et sværd i sin side. Vi har ikke brug for barmhjertighed for at undgå straf, men for at vore kolde og hårde hjerter må kunne modtage kærlighedens offer.

Interview med Rodney Clapp om forbrugerisme

Ved en rundtur til forskellige blogs stødte jeg på dette interessante interview med Rodney Clapp om forbrug og forbrugerisme. http://missionthink.typepad.com/missionthink/2005/12/an_interview_wi.html

Hvad blev der af ramaskriget?

I efteråret har vi oplevet en hidtil uhørt grov tone i den politiske debat, når det gælder indvandrere her i landet, især de muslimske. I forbindelse med de udtalelser, der var at finde på Dansk Folkepartis Louise Freverts hjemmeside, blev der skrevet en række indlæg i landets aviser, der udtrykte forargelse og væmmelse, men et egentligt ramaskrig blev det ikke til. Og den overvejende stilhed fra den regering, der støtter sig på mennesker med så grov en dagsorden, finder jeg tankevækkende og skræmmende. Det må være muligt at føre en ansvarlig og konstruktiv debat om indvandring og integration uden at forfalde til så primitivt et niveau, som det er tilfældet hos Dansk Folkeparti.
De første til at råbe som i Rama burde dog være de kristne kirker. Men også her var stilheden foruroligende stor! Martin Luther King sagde, at kirken ikke skal være statens herre, heller ikke dens slave, men dens samvittighed! Hvor groft skal det mon blive, før vi vågner op og hæver røsten?

Følg mig! Hvem er det nu, der skal følge hvem?

I evangeliet lyder Jesu kald: "Følg mig!" Men er det som om, vi har fået det vendt om i vores tid, så det nu er Jesus, der skal følge os? Har vi fået os selv blæst så voldsomt op i betydning, at hele verden - og Jesus - drejer (sig) om mig!? Vi siger (ganske rigtigt), at Jesus er hos os igennem alt. "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28:20). Men glemmer vi, at dette løfte gives i forbindelse med Jesu udsendelse af dem, der har valgt at følge ham, og som derfor stiller deres liv til rådighed for Guds rige? Vi moderne kristne trænger til at vågne op og finde ud af, hvor Jesus kalder os hen, fremfor at være så optaget af alle vores egne projekter, som vi gerne vil bruge Jesus som from undskyldning for.