baptist med lille "b"

af Ole Lundegaard

Er baptister protestanter?
Som baptister er vi vant til at tænke på os selv som protestanter. De fleste af os har gode venner, der tilhører andre protestantiske kirkesamfund. Dem har vi meget godt fællesskab med, men alligevel vil mange af os have haft oplevelsen af, at vi, ligheder til trods, afviger fra fx lutheranere på så væsentlige punkter, at det kan være svært at se, at vi hører til samme familie – udover at vi heller ikke er katolikker!
Den amerikanske baptist-teolog James Wm. McClendon havde netop den oplevelse, da han underviste først på et katolsk og siden på et protestantisk universitet. Det førte ham til den erkendelse, at der ikke bare er to kirketyper – protestanter og katolikker, men også er en tredje type, som han kalder ”small-b-baptists”, ”lille-b-baptister”. Til den gruppe hører vi naturligvis, men til familien hører også andre, der ikke nødvendigvis bruger etiketten ”baptist”. McClendons pointe med denne karakteristik er ikke at lave nye skel, men at øge selvforståelsen hos denne tredje type kristne.

”Dét” er ”dette”
Hvad kendetegner så den tredje (eller fjerde, hvis vi også inddrager den ortodokse kirke) type kirke? McClendon udtrykker det i to udtryk: ”This is that” og ”Then is now”. Det kræver en forklaring. ”This is that” – ”Dét er dette (her)” illustreres af Peters tale på pinsedagen (Ap.G. 2:16-21), hvor han citerer profeten Joels vision om Messiastiden og indleder med at sige, at ”her sker det”. Altså, det, I ser ske nu, er dét, som profeten talte om. Det, der tales om i skriften, er ikke fortid men nutid. ”This is that”.

”Engang” er ”nu”
På samme måde med ”Then is now” – ”Engang er nu”. Det rige, som engang skal komme, er allerede virksomt her og nu. Bibelens tale om ”den sidste tid” er ikke information om noget, der endegyldigt skal ske engang, men om det, der allerede nu er endegyldigt!

Ud over denne grundholdning til bibelens levende vidnesbyrd, som disse to udtryk repræsenterer, kendetegnes ”lille-b-baptister” også derved, at de betragter 1500-tallets anabaptister som deres åndelige ophav, om end de ikke har direkte historisk forbindelse til dem.

At man ikke sådan uden videre kan sætte baptister, lutheranere, reformerte i samme bås, støttes også fra kirkehistorisk side ved at man taler om anabaptisternes fremvækst som ”den radikale reformation”. Anabaptisterne var ikke en entydig størrelse, men der har været visse gennemgående træk hos denne type kristne, lige fra de schweiziske over de tyske, hollandske og tidlige engelske grupper, nemlig troendes dåb, adskillelse af stat og kirke samt religionsfrihed.

Ud over McClendon er den amerikanske teolog John Howard Yoder en af dem, der i løbet af 1980´erne og 90´erne hjalp os til at genopdage den spirituelle arv fra anabaptisterne. Yoders lille bog ”Body Politics” udkom i foråret 2005 i dansk oversættelse på Unitas forlag under titlen ”Kirke med krop”.

Hvad er den åndelige arv fra anabaptisterne?
Det er der skrevet meget om især i de seneste 20-25 år. Der er sket en udvikling, hvor lille-b-baptister i højere grad selv sætter dagsordenen for den teologiske tænkning. I mange år har vores dagsorden i virkeligheden været sat af andre. Vi har følt os forpligtet til at tale med om de punkter, som lutheranere og katolikker har fundet essentielle: Dåb, nadver, embedssyn (og sakramentsteologi som sådan). Men kristne af typen ”lille-b-baptister” betoner selv i højere grad evangeliets liv i menighed og samfund frem for læren om evangeliet bedrevet som en akademisk disciplin. Det betyder fx, at hvis vi som lille-b-baptister selv satte dagsordnen for en samtale om dåb, ville den snarere dreje sig om, hvad efterfølgelse af Kristus betyder ganske konkret, end om hvorvidt dåben i sig selv er frelsende eller ej (det er det, lutheranere og katolikker ønsker at diskutere). Hvis vi selv satte dagsordenen for en samtale om nadveren ville den dreje sig om, hvordan vi brødføder de sultende og åbner fællesskabet for de ensomme og udstødte, som Jesus gjorde, når han spiste sammen med toldere og syndere, snarere end om hvorvidt indstiftelsesordene i sig selv virker en forvandling af nadverelementerne eller ej. Vi ville gå højere op i, hvordan vi lever med hinanden, herunder hvordan vi løser konflikter og arbejder for forsoning internt såvel som andre steder inden for fællesskabets indflydelsessfære, end i hvorvidt der er knyttet særlig myndighed til bestemte kirkelige embeder eller ej. Vi ville søge veje til at gøre menigheden til et forbillede på forsoning og et tegn på det rige, der (allerede nu) er endegyldigt.

Kendt for sin åbenhed
At være baptist med lille ”b” betyder at tilhøre den type kristne, der bestandigt orienterer sig ud fra NTs vidnesbyrd, og som allerede nu vover den farlige virksomhed, at leve i lyset af det rige, som skal komme. Det er dog ikke en virksomhed, man selv øver, men først og fremmest en virksomhed, man åbner sig for at lade Ånden udvirke i, gennem og under vore handlinger. På den åbenhed – for at lade Kristi Ånd bo og virke i den enkelte og i fællesskabet – kan man kende en lille-b-baptist.